Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S er et selskab der varetager driften af alle offentlige kloaksystemer i Ringkøbing-Skjern Kommune. Selskabet er ejet af Ringkøbing-Skjern Kommune.
Selskabets aktiviteter finansieres udelukkende via den afgift man som spildevandskunde betaler for afledning. Selskabet er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, så der kan ikke skabes overskud, og de penge der opkræves via spildevandsafgiften går udelukkende til drift af selskabet, og til vedligeholdelse og nyetablering af kloakker og renseanlæg.
I mange byområder er kloakkerne såkaldte fælleskloakker, hvilket betyder at der både løber spildevand og regnvand i kloakken. Det kan give udfordringer ved større nedbørshændelser eller periodevis vedvarende nedbør. Samtidig er det dyrt at drifte, fordi der pumpes mere vand end nødvendigt, og renseanlæggene belastes unødigt meget. En løsning er at separere spildevand og regnvand, således at det kun er spildevandet der ledes gennem kloakkerne til renseanlægget. Det er det vi kalder sparatkloakering.